Stilling L´Hombreklubs slagsang af Tage Siim på melodien “Jens Vejmand”:
Hvem stævner mod hotellet
hver tirsdag aftenstund,
med lidenskab i øjet
forventningssmil i mund?
Det er den helteskare,
som trodser storm og regn,
for her at give møde
i L’hombre spillets tegn.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og høres “solo”, “kaufen”
og “spil” fra fjern og nær,
så er det L’hombre-klubben,
som endnu sidder der.
De folk, som her fik afløb
for deres lidenskab,
har gjort det gamle spil
til en ædel videnskab.
De mestrer hver en melding,
de kender hvert et kort.
De fleste kender forskel
endog på rødt og sort.
Der meldes “pas” i forhånd,
den næste melder “spil”
men “baghånden tournerer”,
han både kan og vil.
Dog hænder det, han vender
et kort med hjertesuk,
de andre ler satanisk,
når manden han bli’r kruk.
En lille “forhåndssolo”
den stiller store krav,
og fiffigt skal den drejes
i vores L’hombre-laug.
Tit sidder “mellemhånden”
med en “tourne respekt”,
han sætter ind i modspil
med raseriets vægt.
Turneringsspillet kræver
sin mand så helt og fuldt,
han føler ikke tørst,
og han mærker ikke sult.
Med koncentreret spænding
går spillet op og ned,
at score “2 mod 0”
er det skønneste, han ved.
Og efter kampens hede.
går spillet mand mod mand,
og ikke uden charme
er da en lille “grand”.
Men ak – når bedst, man sidder,
da lyder en appel:
“nu kommer sidste omgang”,
og så er det farvel.
I aften holdes gilde
som slut på vor sæson.
Vi drøfter L’hombre emner,
hver har jo sin facon.
Når sommerløvet gulnes,
så samles vi igen.
Nu glemmes gammelt fjendskab,
nu mødes ven med ven.