Der er vidnesbyrd om, at der fandtes en “privat” L’Hombreklub i Stilling tilbage i 1930’erne. Den har nok haft en “uformel” karakter, altså uden bestyrelse, vedtægter osv. Men spillet L’Hombre blev der afgjort, og der blev også afholdt skovtur, som billedet herunder vidner om. Men vi skal frem til 1950 før den nuværende klub blev stiftet.
I efteråret 1950 blev Stilling L’hombreklub oprettet ved en tilfældighed. I Stilling boede der på denne tid en manufakturhandler, der hed Børge Andersen. Han kunne spille L’hombre. Dengang var der mange, der rejste med toget til Århus og her lærte Børge Andersen flere af de medrejsende passagerer fra Stilling L’hombrespillets finesser. Han tog kontakt til vor tidligere formand Tage Rasmussen, om han mente, at der kunne startes en L’hombreklub i Stilling. Det mente Tage Rasmussen, at der kunne være en mulighed herfor. Han havde hørt, at der var nogle af byens beboere, der ind imellem spillede en privat L’hombre. Der blev arrangeret en indkaldelse til et forberedende møde på den daværende Stilling Kro med Børge Andersen som indkalder. Han havde i samme anledning fået en af de rigtige gode L’hombrespiller, Mainertz fra Århus, til at fortælle lidt om L’hombren. Der var et fremmøde på 15 personer, hvoraf nogle kunne spille L’hombre. Det blev en meget positiv aften og herefter blev klubben stiftet. I starten skulle der undervises i turnerings-l’Hombre, som var lidt anderledes end privat-l’Hombren.
Klubbens formål efter stiftelsen var.
1) At søge fremmet interessen for L’hombrespillet.
2) At afholde turneringer blandt klubbens medlemmer.
3) At søge samarbejde med andre klubber.
4) At evt. afholde turneringer med andre klubber.
5) At kunne deltage i DM for hold på et eller andet tidspunkt.
I de første år havde klubben omkring 20 medlemmer, medlemsantallet steg dog gradvis og i en længere periode lå medlemsantallet på mellem 30-40 medlemmer. Da Stilling Kro lukkede, spillede vi i en kort periode ude på Perlen Feriecenter, herfra kom vi til Gram Forsamlingshus, hvor vi spillede i en længere periode og herfra kom vi så på Stilling Skole, hvor vi har virkelig gode lokaler, en god atmosfære. Samtidig er vort medlemsantal vokset til 70 medlemmer, hvilket gør vor klub til en af de største klubber, hvor turneringsspillet florerer. Der findes rigtig mange klubber på landsplan, hvor der kun spilles Privatl’hombre.
Stilling L’hombreklub har helt klart levet op til vores formål – interessen for L’hombrespillet er blevet udbredt. Klubben er meget glad for de mange medlemmer, der møder op på vores spilleaften, som er tirsdag aften, en aften der altid i klubbens historie har lagt fast. Nye medlemmer er altid velkomne, dette gælder alle aldersklasser både kvinder og mænd og til nye medlemmer er der altid undervisning.
Klubben arrangerer lokale turneringer, det gælder klubmesterskaber, mixede holdmesterskaber og præmiel’hombre.
Der er tidligere arrangeret klubturneringer med andre klubber og i samarbejde med andre klubber deltager Stilling L’hombreklub i en Jyllandsturnerng i både 1. og 2. Division.
Ligeledes har Stilling L’hombreklub i mange år deltaget i danmarksturneringen for hold og har 2 gange vundet danmarksmesterskabet – begge gange i Ringe i henholdsvis 1966 og 1974 og begge gange vundet af det samme hold – holdet bestod af Tage Rasmussen, Egon Nielsen, Carl Bertelsen og Eigil Kristensen. Se billedet til herover.
Stilling L’hombreklub har mange gange yderligere haft hold, der har kvalificeret sig til henholdsvis semifinalerne og finalen.
Stilling L’hombreklub har mange gange yderligere haft hold, der har kvalificeret sig til henholdsvis finalen og semifinalerne.